Artikler

Chambers hjørne

HAR DU NOGENSINDE VÆRET ALENE MED GUD? (1)
Chambers
Alt for Ham

“Når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple.” (Mark. 4,34)
Når vi er alene med ham. Jesus tager os ikke hele tiden til side for at forklare os noget. Han forklarer tingene for os, efterhånden som vi kan forstå dem. Andre menneskers liv er lignelser. Gud lader os tyde vores egen sjæl. Det er en langsom proces, så langsom, at det tager Gud både tid og evighed at danne et menneske efter sit eget formål. Den eneste måde, vi kan blive til gavn for Gud, er ved at lade ham lede os igennem alle kroge og sprækker i vores karakter. Det er forbløffende, så uvidende vi er om os selv! Vi kender ikke misundelse, når vi møder den i os selv, eller dovenskab eller stolthed. Jesus afslører for os alt, hvad vi har gået og gemt på, før hans nåde begyndte at arbejde med os. Hvor mange af os har lært at se ind i os selv med mod? Vi må få bugt med den ide, at vi forstår os selv, det er den illusion vi sidst slipper af med. Den eneste, der forstår os, er Gud. Den største forbandelse i vores åndelige liv er indbildskhed. Hvis vi nogensinde har fået et glimt af, hvordan vi er i Guds øjne, vil vi ikke mere sige: “Åh, jeg er så uværdig,” - for så ved vi, at vi er det, langt ud over, hvad ord kan beskrive. Så længe vi ikke er helt overbevist om, at vi er uværdige, vil Gud blive ved at indkredse os, indtil han har os alene. Hvor der er den mindste smule hovmod eller indbildskhed, kan Jesus ikke forklare noget for os. Han er nødt til at lade os opleve skuffelser og såre vores forstandshovmod. Han vil afsløre hvad hjertet gemmer af hemmelige følelser, ting, som vi aldrig havde troet, han ville konfrontere os med. Vi kan lytte til megen god bibelundervisning. Men det er noget helt andet, når Gud får os i enrum og taler til os om de samme ting.
Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2018 - design: O Madsen Media