Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Hvo som tykkes at staa
Skrevet af Wilhelm Beck

"Hvo som tykkes at staa, se til, at han ikke falder!" 1 Kor 10.12

Staa fast, min sjæl, staa fast
I Herrens krige!
Om alt end for dig brast,
Du ham ej følge!
Det baader lidt din sag
Først ham at kjende
Og saa paa stridens dag
Dig atter fejg og svag
Til verden vende

Denne formaning af apostelen Paulus til "den, der tykkes at staa", er et ord til de troende, thi de ere de eneste, "som staa". Alle andre mennesker ligge faldne. "Verden ligger i den onde", siger Guds Ord, og livet siger jo det samme, at den vantro verden ligger falden i alt muligt ondt, ligger i løgn og bedrageri, ligger i fraadseri og drukkenskab, ligger i bold og ondskab, ligger i hor og utugt, ligger i vrede og hadefuldhed og alle de synder, som man kan nævne. Og det nytter ikke verden noget, hvormange kunster den finder paa for at rejse det faldne menneskelig op af det onde, det bliver dog liggende i det onde. Saadan var det med det gamle hedenskab, og saadan er det med det nye hedenskab i vore dage, hvor højt end verden i vor tid staar i oplysning, i kunst og videnskab, den ligger dog maaske mere end nogensinde i det onde. Og intet syndigt menneske kan rejse sig selv af det onde, som det af naturen ligger i. Først ved troen rejses man op af Herren og ikke af sig selv, saa vi troende have derfor intet at rose os selv af. Thi det eneste, vi kunne gjøre, naar talen er om at blive troende, er at sige nej, og saa rejser Herren os heller ikke op, thi han tvinger ikke og kan ikke tvinge nogen til at tro; men have vi sagt ja og ere blevne troende mennesker, saa er det Guds Aand, som har lagt troens store ja ind i os, saa at vi maa sige: "Af Guds naade er jeg det, som jeg er". Og da først høre vi til de oprejste, til dem, som ikke længere ligge i det værste af alt ondt, i vantroen, men til dem, som staa i troen.

Men saa lyder netop til os dette ord: "Se til, at du ikke falder!" Vi troende kunne altsaa falde, og vi kunne falde, saa vi miste livet og aldrig kunne rejse os igjen. Og vi kunne falde i enhver synd, for enhver fristelse. Og det er noget, som ethvert Guds barn vel skulde betænke, thi vi høre saa ofte troende mennesker sige, at den, som kunde falde i den eller den synd, kunde aldrig være et troende menneske, og den, der siger dette, mener jo om sig selv, at han kunde aldrig falde i den synd. Men den, der mener dette, er allernærmest til at falde. Det var jo det, som apostelen Peder mente om sig selv, da han sagde til sin frelser: "Om de alle forlade dig, jeg forlader dig aldrig, jeg er rede til at dø med dig". Han tykkedes sig selv at staa, og en time efter laa han og sov og kunde ikke vaage en time med sin dybt bedrøvede Mester, en time senere stod han i Ypperstepræstens gaard og forbandede sig paa, at han ikke kjendte Jesus.

Og som det gik Peder, er det gaaet mangfoldige troende mennesker siden. Naar de have hørt om andre Guds børns fald i synd, have de dømt disse haardt og sagt: det kan ikke være et Guds barn, som synder saaledes, og de have ment som Peder: Om alle andre kunde falde saaledes, jeg kunde aldrig falde for den fristelse, og saa ere de maaske kort efter faldne i den samme synd, som rimeligt er; thi er der en fristelse, som du mener ikke kunne falde i, saa vaager du naturligvis ikke overfor den, og saa er du aller svagest i det stykke, og djævelen skal nok vide at anfalde dig fra den side, hvor der ingen vagt er.

Nej, "se til, at du ikke falder!" Det ord skulle vi tage med til alle livets fristelser, ogsaa dem, som vi tykkes, at vi ere allermindst udsatte for og tilbøjelige til at falde i. Og det hører med til kristelig visdom at tænke om sig selv: Der er ikke en fristelse, som jeg ikke kunde fristes af, ikke en eneste synd, som jeg ikke kunde falde i. Det giver aarvaagenhed og bøn i alt, hvad vi have med at gjøre. Men et godt middel til ikke at falde er ogsaa dette: Aldrig at staa stille overfor nogen fristelse, men strax at gaa videre, inden fristelsen faar tag i din tanke og dit hjerte. Amen!

En lille skatkiste af Wilhelm Beck, Januar 2