Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Fra Mørke til Lys.
Skrevet af C. Asschenfeldt-Hansen

Læs Lukas Kap. 8, 26-39.

Vor Tekst viser os først et Mørkets Billede, en af Mørkets Uaander plaget Stakkel. De var mange om at pine ham (en Legion er = 6800), og de gjorde Manden vild og rasende. At forvilde, forvirre, fortumle, det er Djævelens Gerning den Dag i Dag. De onde Aander kendte Jesus, at han var den „højeste Guds Søn", men de ræddedes og bad blot om at maatte slippe bort, ikke at blive sendt ned i Afgrunden (vel den Afgrund, Satan skal fængsles i under Tusindaarsriget). Da de fik Lov til at fare i Svinene, ødelagde de straks dem ogsaa. At Svinene druknede var tillige en Dom over Jøderne paa Stedet, thi det var et Frafald fra Loven, at de ernærede sig ved Svinehold. I den gamle Pagt hørte Svinet til de "urene" Dyr. Deres daarlige Sind viste Jøderne paa Stedet ogsaa ved at bede Jesus drage hort fra dem; i Sandhed en vemodig Begæring, men mange døbte Mennesker har jo samme gruelige ønske. — Men saa vender vi os til det lyse, fredfyldte Billede: den udfriede Mand, siddende stille ved Jesu Fødder. Det vilde, forvirrede var borte. Nu havde han blot den ene Begæring, at han maatte være hos Jesus. I Aanden fik han jo Lov dertil, men ikke i ydre Forstand, thi Herren havde en Gerning til ham, han skulde vende tilbage til sit Hus og fortælle, hvor store Ting Gud havde gjort imod ham. Det gjorde han troligt, over hele Byen forkyndte han Jesusnavnets Magt og Naade. -- Saa lærer vi af Ordet, at det at være plaget af Djævelen ingenlunde beyder at være et forhærdet Menneske, Manden var jo af Sandhed. Men Ordet lærer os ogsaa at bede: Frels os, Jesus, fra det onde! Maatte saa ogsaa vi, som ved Jesus blev udfriede fra Mørket, hver især i vort Hjem og vor By vidne om de store Ting, Herren gjorde imod os. Daglig sidde ved Jesu Fødder, daglig bede om at maatte være hos ham, saa bliver vi velsignede og til Velsignelse.

C. Asschenfeldt-Hansen, Dag for dag, Aargang 1, 2. Januar