Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Guds trøst
Skrevet af Svend Rehling

Er Guds Trøst dig for lidt? Job 15, 11.

I Evangeliet paa Søndagen efter Nytaar staar der om Rakel, at hun græd over sine Børn, og vilde ikke lade sig trøste.

Det er slemt, naar Mennesker bider sig saadan fast i en Sorg, i en Skuffelse, i en Uret, de har lidt, at de ikke vil tage imod Trøst. Saadan sad Job paa Skaarene af sin fordums Lykke, og hans Hjerte blev haardt, saa hans Venner bebrejdende maatte sige til ham: „Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig ?

Du bærer maaske ogsaa paa en Sorg, du, som læser dette. Stolt bærer du den — ingen skal se dig græde eller høre dig klage. Du værner din Sorg, som var det en Helligdom, og synes, det vilde være troløst, hvis du lod dig trøste, alt mens dit Sind lukker sig omkring sin Smerte.

Men du har misforstaaet Gud, „Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud". Han vil, at du skal lade dig trøste. For at du siden maa kunne trøste dem, der har det svært, med den Trøst, hvormed du selv blev trøstet af ham (2. Kor. 1, 4).

Saadan var det Meningen, at du ogsaa i din Sorg skulde ære ham, som har lagt den paa dig.

Men, o Jesus, jeg vil græde;
hjælp du til, at Troens Glæde
over Synd og Sorrig maa
altid Overvægten faa!
(Salmebog 585).

Fra dag til dag, Svend Rehling, Januar 3