Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Vej i havet
Skrevet af Svend Rehling

Saa siger Herren, som lagde en Vej i Havet, en Sti i de stride Vande. Esajas 43, 16.

Det kunde Israels Folk aldrig glemme. Overalt i det Gamle Testamente hentydes der til det. Dette store Under: at Gud i Nødens Stund lagde en Vej i Havet og en Sti i de ,stride Vande, saa de slap frelst ud af deres Trængsel. Da der ingensomhelst menneskelig Mulighed var, gjorde Gud Miraklet for deres Øjne. Og hver Gang Troen siden anfægtedes, tyede de tilbage til dette Minde: Han har engang aabenbaret sig utvetydigt i sin Herlighed og Magt. Saa er han altsaa i sin Himmel og kan igen række sin Arm ud og lade Underet ske, hvis det er nødvendigt.

Naar vi ved Nytaarstide besinder os paa vor Stilling, kan der nok være Øjeblikke, hvor vi bævende tænker, at ogsaa vi er drevet frem til Kanten af det røde Hav, og for en menneskelig Betragtning er det ikke klart, hvordan vi overhovedet skal komme lykkeligt og frelst igennem vore Vanskeligheder. Da er der ikke Hjælp i noget andet end at se op til Ham, som før i Historien har lagt en Vej i Havet og en Sti gennem de stride Vande. Det tilkommer ikke os at foreskrive ham Hvordan eller Hvornaar; men Troen har Lov at fortrøste sig til, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter. Og Guds Almagt standser ikke foran Underet.

Heller ikke i den Enkeltes personlige Liv. Se kun dine Vanskeligheder lige ind i Øjnene, og erkend — hvis det er Sandhed at her er ingen menneskelig Udvej. Og se saa op over dine Vanskeligheder til den Gud, som kan lægge en Vej i Havet og en Sti i de stride Vande. Der er en lille Sang, som ikke er noget stort Digterværk; men den var maaske god at nynne paa lige i Øjeblikket:

En Vej eller anden, vor Herre ved Raad,
maaske ikke min Vej, maaske ikke din Vej,
saa dog ad sin egen, vor Herre ved Raad.

Der staar skrevet, Svend Rehling, Januar 4