Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Frimodige vidner
Skrevet af Svend Rehling

De talte Guds Ord med Frimodighed. Ap. Gern. 4, 31.

Den Frimodighed var Svar paa Bøn. For de havde kort forinden udtrykkelig bedt saadan: »Herre, giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed le (V.29). Den Bon blev altsaa opfyldt. De fik virkelig Frimodighed til at tale Guds Ord — hvad det saa end skulde koste.

Og det kom til at koste noget. For det var i en barbarisk Tid, hvor Øvrigheden troede, den kunde tvinge Samvittighederne, og binde Guds Ord ved at binde hans Vidner. Men den tog fejl. Man kunde fængsle disse Mænd og mishandle dem uden Lov og Dom; men ingen jordisk Magt kunde lukke Munden paa dem. De gik lige ud paa Gaden og talte Guds Ord med Frimodighed. Og det blev de ved med, indtil Martyriet kvalte deres Røst. Men saa stod andre Mænd og Kvinder rede til at bære Budskabet videre.

Guds Ord talte de — og det var det, der gav dem Frimodigheden. De var ikke Agitatorer, som med Stædighed og Trods propaganderede for politiske Anskuelser, og ikke selvbestaltede Profeter, der hvervede Proselyter for et eller andet sindrigt religiøst System; men de var Ordets Tjenere. Det var deres Kald og deres Ære. Gud havde værdigedes at betro dem sit Ord, og uforfærdet talte de det, hvor han gav dem Lejlighed. De æggede ikke med Vilje Modstanden frem; de saa i det hele taget hverken L højre eller til venstre, men forkyndte Ordet, saadan som det var dem aabenbaret — saa fik det gaa, som det maatte. En af dem gav Frimodigheden det Udtryk: »Ligesom vi af Gud er fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes taler vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjertere (1. Thess. 2, 4).

Vi har noget at lære af dem.

Der staar skrevet, Svend Rehling, Januar 5