Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Fjendskab
Skrevet af Wilhelm Beck

"Da sagde Gud til slangen: Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd; han skal knuse dig hovedet, og du skal saare ham hælen." 1 Mos 3.15

Uforsagt, vær paa vagt!
Jesus have det alt fuldbragt.
Han har vundet det store slag,
Satan bundet til dommedag.
Aabnet os himmerigs port.

Den gamle forjættelse, at "kvindens sæd skulde knuse slangens hoved", medens "slangen skulde saare hans hæl", opfyldtes paa Golgata. Thi der blev den onde plan i djævelens hoved: at faa alle mennesker ødelagte og slæbte til helvede, knust af vor Herre Jesus ved at tage hele skylden paa sig for alle menneskers synd og bringe det store offer, der har bragt en evig forsoning hos Gud - medens Frelseren hag skrækkeligt saaret paa sit kors.

Djævelen er vel endnu her i verden og har en vældig magt over en mængde mennesker, men han er her med "knust hoved", han er "bunden til dommedag", kun som en bunden lænkehund, der ikke har nogen magt udenfor sin lænkes rækkevidde; hans magt naar ikke længere, end Jesus tillader. Og Jesus tillader ham ikke at naa dem, som blive hos deres Frelser. "Tag mig," sagde Jesus til djævelen, da denne kom i Judas' skikkelse skærtorsdag nat, "tag mig, men saa skal du lade disse gaa!" Og dermed pegede han paa alle sine venner. Og da djævelen tog Jesus, blev han "bunden", saa han er nødt til at lade enhver Jesus-ven gaa, naar vi ikke selv komme indenfor hans lænkes rækkevidde. Og derfor kunne alle Jesu venner være "uforsagte" overfor djævelen, blot vi blive hos vor Frelser; han kan kun snærre ad os, som en bunden lænkehund, men ikke naa os.

Men midt i uforsagtheden gjælder det ogsaa for alvor at "være paa vagt", at vi ikke vove os indenfor den bundne djævels lænkes rækkevidde. Thi naar det lykkes djævelen saa mangen gang at naa til et troende menneske og bide en fristelse ind i det, saa at det bagefter maa jamre og klage sig, fordi det syndesaar gjør saa ondt, saa er det det menneskes egen skyld, at det har ikke "været paa vagt", men har vovet sig for nær til den djævelske lænkehund. Det kan ske i alle vort daglige livs forhold, baade i lyse og mørke dage, baade i glæder og sorger, baade blandt venner og fjender, midt i vort daglige, pligtige arbejde. Under det altsammen kan man komme djævelen for nær, saa han kan naa os. Og derfor skal et Guds barn altid "være paa vagt", at du ikke vover dig saa langt ud i noget af alt det, du skal have med at gjøre, men, som Guds Ord siger, "omgaas varsomt" med det altsammen, aldrig begynde nogen dag uden bøn, aldrig tage fat paa nogensomhelst gjerning uden bøn, aldrig indlade dig i nogetsomhelst forhold uden bøn, aldrig have med mennesker at gjøre uden bøn, bøn om, at Jesus vil frelse dig fra et komme djævelen for nær.

Men gjælder dette i alt det, som det er vor pligt at have med at gjøre, saa gjælder det da endnu mere overfor alt, som vi ikke have nødig at befatte os med. Der er jo en mængde ting, som man strides om, hvorvidt det er synd elelr ikke synd, hvorvidt Guds børn kunne deltage deri eller ej. Og mange troende mennesker ere meget dristige i at være med til saadanne ting, fordi man maaske kan gjøre det uden at behøve at sy nde. Men sandelig, mange troende mennesker ere ogsaa paa denne maade komne den bundne djævel for nær og bleve slemt bidte af ham, ja sdskillige bidte til døden, saa at de have mistet livet derved. Derfor maa vi atter sige hverandre: Den sande uforsagthed i troen paa sin Frelser overfor den bundne djævels magt er en velsignet ting, som hører med til et sandt trosliv. Men det hører sandelig ogsaa med til alle uforsagte Guds børns trosliv at være paa vagt overfor alt, hvor vi komme djævelen meget nær, og som vi ikke behøve at være med til. Det kan jo godt være, at man kunde være med uden at synde, men naar du ved, at djævelen som en lænkehund er bunden til disse ting og driver sit slemme væsen der, hvad vil du saa der? Hvorfor vil du vove dig uden nødvendighed saa nær til ham, hvor han saa let kan naa dig og bide dig? Der er fristelser nok i alt det, vi skulle have med at gjøre, hvor det gjælder at vare sig for ham, hvorfor skulle vi saa løbe med til flere fristelser, end vi ere nødte til? Ville vi, at Gud skal høre vor bøn: "Led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde!" - sandelig, saa maa vi heller ikke lede os selv i fristelse. Amen!

En lille skatkiste af Wilhelm Beck, Januar 5