Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Missionskaldet
Skrevet af Svend Rehling

Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men over dig skal Herren oprinde. Esajas 60, 2.

Fra gammel Tid har det været Sædvane, at paa Hellig tre Kongers Dag løftede Menigheden sit Blik og saa' sig viden om og besindede sig paa sit Kald til at bringe Kristi Evangelium til de fjærne Hedningefolk.

Ufortjent har vi engang faaet Evangeliet bragt, da vi levede i Hedenskabets Dunkelhed og Mørke. Saa er det ogsaa vor Skyldighed: at gøre, hvad vi formaar, for at bringe Budskabet videre til dem, der nu lever deres Liv uden Gud, for at Herrens Dag kan oprinde ogsaa for dem.

Den, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte, siger et gammelt Ord i Prædikerens Bog (1, 18). Og det gælder ogsaa om Missionsstudiet. Det kan være en tung Lidelse at faa Indblik i, hvor fattigt og fredløst der ofte leves i de hedenske Folk, som er uden Gud og uden Haab i Verden. Men det er en af de Smerter, som en Kristen ikke tør frabede sig.

Men saa vil det nok gaa saadan, at den, som forøger sin Smerte, forøger sin Kærlighed. Vi lærer først rigtig at holde af dem, naar vi har lært at lide med dem, naar Kina og Japan og Indien og Afrika ikke bare er Folkemasser og geografiske Størrelser, men Mennesker, hvis ulykkelige Kaar er gaaet os inderligt til Hjerte.

Og saa vil det ganske uvilkaarligt ske, at den, som forøger sin Kærlighed, forøger sin Forbøn. Man kan maaske et Stykke Tid bede af Pligt, fordi man synes, man skal. Men rigtig Bøn bliver det først, naar det er Kærligheden, som driver En ind paa Gud, og der er enkelte Personer og bestemte Missionsvirksomheder, som er kommet til at ligge En paa Hjerte.

Og det sidste, der da vil ske, er: at den, som forøger sin Forbon, forøger sit Offer. Det er ikke svært at give af sit eget til det Arbejde, som dagligt lever i ens Forbøn. Man vil da gerne være »sin egen Bøns Medarbejdere.

Der staar skrevet, Svend Rehling, Januar 6