Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Eet gør jeg
Skrevet af Wilhelm Beck

"Et gjør jeg: glemmende, hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, iler jeg mod maalet, til den klenodie, som hører til Guds kald herovenfra i Kristus Jesus." Filip 3.14

O Gud ske lov! det hjemad gaar
Did op, hvor Faderhuset staar,
Højt over kors og grave;
Hvor himmelbroderen, Guds Søn,
Jo har beredt en plads saa skjøn
For dem, som hjemve have.

Maalet for vort liv bestemmer livet, og som maalet er, saaledes bliver livet. Maalet for verdens mennesker er denne verden, med hvad den indeholder, og derfor bliver deres liv ligesaa grimt eller tomt som verden; er maalet kun at skrabe penge sammen, bliver livet kun en iskold beregning; er maalet at more sig paa verdens møddinger, bliver livet som et svins og ikke som et menneskes liv. Men maalet for Guds børns liv er hjemmet, hjemmet i "Faderens hus med de mange boliger", som Jesus har beredet for os, det hellige hjem i den hellige stad, "hvor intet urent kommer ind." Derfor maa livet ogsaa blive derefter, et liv, der virkeligt kan passe til et saadant hjem. Vi se det paa apostelen Paulus, denne mand, som har levet det skjønneste menneskeliv næst efter vor Herre Jesus, og som vel ogsaa derfor er det eneste menneske, om hvem der staar, at vi skulle være "hans efterfølgere", medens der ellers altid kun er tale om at være "Guds eller Kristi efterfølgere", men der staar jo ogsaa om Paulus, at "Kristus levede i ham", saa at den, der efterfølger Paulus, dermed tillige efterfølger Kristus. Men dette skjønne menneskeliv blev, som det blev, fordi maalet for hans liv var at blive saaledes, at han kunde passe til livet i det himmelske hjem. "Glemmende det, der er bagved", siger han; og det, der var bagved, var ikke blot hans vantro liv, men ogsaa den del af hans liv, som han havde levet i troen efter sin omvendelse, ogsaa det glemte han, "rækkende efter det, som er foran", og dermed mente han det, som han endnu manglede i at være et ret Guds barn, hellig i sind og skind. Det var hans liv bestandig at række sig efter mere tro, mere kjærlighed, mere kraft til at fornegte sig selv og bære korset og følge sin Frelser, det var maalet for hans liv at blive et fuldkomment Guds barn, som han ilede efter, og derfor blev hans liv dette stadige arbejde, denne uafladelige stræben efter at naa dette maal, og derfor blev hans liv saa skjønt.

Er dette vort maal: at naa hjem og passe til det himmelske hjem, at blive fuldkomne Guds børn, saa vil dette ogsaa stadigt afspejle sig i vort liv. Er maalet at "være hjemme hos Herren", at "se ham, som han er", saa vil Jesus ogsaa blive "den første og den sidste" i vore tanker her paa jord, og vort liv vil blive en bestandig "rækken" efter alt det, som kan behage ham, en bestandig "ilen" bort fra alt, hvad der kan bedrøve ham at finde hos et Guds barn. Er maalet for vort liv at komme hjem og finde en bolig i Faderens hus i den hellige stad, "hvor intet urent kommer ind", saa vil ogsaa vort liv blive en bestandig stræben efter at "rense os selv fra al kjøbets og aandens besmittelse og fuldende vor helliggjørelse", ja rense os selv fra alt det, som vi ikke kunne tage noget af med os hjem. Er maalet for vort liv at komme hjem til "det store stævne, der husets børn skal samle, hvor altid de skal sammen bo, som did fandt vej i Jesu tro, de unge med de gamle", at leve i det evige broderskab blandt Guds frelste børn i det evige kjærlighedshjem, hvor alle forskjelle forsvinde mellem de hellige i fuldstændig lighed, da maa ogsaa livet blive en bestandig stræben efter at leve i samfund med Guds børn paa jorden, en ilen bort fra alt samfund med dem, som vi ikke kunne tage med os til hjemmet, selv om det er vore nærmeste efter kjøbet, idet vi bestandig føle os som fremmede iblandt dem, en bestandig inderligere glæde over hvert et Guds barn, vi mødes med, i følelsen af, at vi følges ad hjemad, og en bestandig stræben efter at udslette eller overse, hvor det ikke kan udslettes, de forskjelle i stand og levevilkaar, som findes mellem Guds børn paa jord. Og et saadant liv kan ikke blive andet end et skjønt menneskeliv.

Men lad os huske, at det er maalet, som saaledes bestemmer og danner livet. Og lad os derfor bestandig søge at have det store maal for øje i alt, hvad vi have med at gjøre: at "det hjemad gaar" - at dette kan bringe den rette "ilen" ind i vort liv. Amen!

En lille skatkiste af Wilhelm Beck, Januar 6