Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Fællesskabet
Skrevet af Svend Rehling

Fælles som I jo alle er med mig om Naaden. Fil. 1, 7.

Der maa nødvendigvis være meget, som skiller os Kristne fra hinanden. Vi er rundne af hver sin Rod, og baade Arv og Opdragelse har sat sit særlige Præg paa hver enkelt af os. Vi har gaaet i hver sin Skole, og ikke med to af os har Livet handlet paa den samme Maade. En er vokset op i Solskin, og en anden er modnet gennem Lidelser. En har af Naturen et lyst og tillidsfuldt Sind, og en anden er født bekymret og ængstelig. En mindes fra sit Barndomshjem, at der blev sunget, og en anden husker navnlig, hvor der blev sukket. En er groet op i Kristendommen, og en anden er udefra som en Fremmed kommet ind i dette Rige. En bærer Grundtvigs Mærke, og en anden er for Livet præget af Vilhelm Beck. Hvor skal vi overhovedet kunne finde hinanden, naar vi er saa dybt forskellige i hele vor Indstilling baade overfor det menneskelige og det guddommelige? Kan der blive noget virkeligt Fællesskab mellem saa uensartede Børn?

Ja, der kan — siger Paulus. Hvor meget der end er, som adskiller os, saa er der dog eet Sted, hvor vi mødes i et Fællesskab, som gaar dybere end alt andet — og det er i Guds Naade. »Fælles som I jo er med mig om Naaden.« Hvor forskellige vi end er i Temperament og Meninger og Arbejdsmaade, saa er vi dog eet i dette: at vi er Syndere, som er blevet frelst af Guds Naade. Og jo dybere den enkelte Kristne har set sig selv som en Synder, jo rigere han har grebet Guds Naade som sin eneste Mulighed, desto snarere vil han kunne føle sig i aandeligt Fællesskab med dem, som har været gennem den samme ydmygende og salige Erfaring.

Bare vi kommer langt nok ned, skal vi nok finde hinanden.

Der staar skrevet, Svend Rehling, Januar 7